DGI - idræt og fællesskab

    | Flere

    Afgørelsens time – X-factor go home

    De 179 gymnaster, der kom til udtagelse i DGI Huset Vejle sent fredag eftermiddag, kom for at kæmpe om drømme – en drøm, der inden weekenden var omme ville være forbi eller knusende tæt på. Hermed var linjerne trukket op til et drama, hvor kun de bedste ville stå tilbage.

    Gymnaster fra hele Danmark
    Fredagen startede med 113 piger og 65 drenge. Der var gymnaster fra de fleste egne af Danmark. Med plads til kun 28 gymnaster på DGI's eftertragtede Verdenshold bød weekenden på ubarmhjertig udskillelse samtidig med en dybtfølt glæde ved gymnastik. Alvor og passion gik hånd i hånd. Det stormfulde og råkolde vintervejr uden for DGI-huset, varslede om en weekend, der ville trække på alle ressourcer hos gymnasterne. Efter stormens rasen ville der stå en bruttotrup på 21 drenge og 21 piger.

    ”Det er en meget intensiv weekend, hvor gymnasterne udsættes for mange forskellige gymnastiske
    discipliner. Vi tester deres fysik og ser, om de har udstråling og kan performe," siger Thomas Dahl, Assistant Manager for DGI’s Verdenshold.

    Billeder fra udtagelsen

    Ambassadørrejsen går til

    DGI’s niende Verdenshold, hvis internationale navn er National Danish Performance Team, skal starte deres turne i september 2012. Rejsen indledes med shows i Danmark, før turen går til Sverige, Tyskland, Azerbaijan, Tyrkiet, Uganda, Kenya, Syd Afrika, Thailand, Vietnam, Taiwan, USA, Mexico, Colombia og Brasilien, inden jordomrejsen slutter i Danmark i juli 2013.

    Start på weekenden - terningerne er kastet
    Efter velkomsten begyndte weekendens program. Her gik pigerne og drengene hver til sit. Hos pigerne blev hallen fyldt med yndefulde bevægelser, elegance og sublim koordination, hos drengene emmede hallen af råstyrke, kraftfulde spring og en uvilkårlig vilje - terningerne var kastet og udskillelsesløbet kunne for alvor begynde.

    Gymnastik nedbryder sproglige barrier
    Fredagen bød blandt andet på 113 piger, der i samlet flok dansede til sangen "Habits” af Maria Mena og Mads Langer. Pigerne leverede, i fællesskab med Maria Menas unikke og sårbare stemme, en performance, der ville få hårene til at rejse sig på selv den sejeste vestjyde. Her gav pigerne gymnastikken det visuelle sprog, der ude i verden kan nedbryde kulturelle og sproglige barrierer. Foruden en æstetisk toppræstation sitrede pigernes ansigtsudtryk af vilje, koncentration og vindermentalitet - ingen ville være blandt dem, der først skulle forlade DGI-huset.

    ”Mange måneders hårdt arbejde ligger forud for denne weekend, det har krævet blod, sved og tårer. Nogle gymnaster har valgt at lægge alkohol og vilde fester på hylden for at satse alt. Måneders lange forberedelser skal nu kulminere til udtagelsen”, siger Anders Bidstrup, instruktør på DGI's Verdenshold.

    Historien forpligter
    Når DGI's Verdenshold rejser til september, er det med stolte traditioner i bagagen. Siden begyndelsen af 1930'erne har en lang række danske hold turneret rundt i verden. Det første officielle hold startede deres verdensturné i 1994. De har lagt fundamentet for de gymnaster, der kæmper om at komme på DGI's nye Verdenshold. Traditionen har betydet, at holdet altid mødes med stor forventning og glæde ude i verden.

    ”Jeg er netop vendt hjem fra Uganda. Der mødte jeg børn, som stadig har klare erindringer fra besøg af tidligere hold. Det gør en forskel for mange af de her mennesker, for nogle er det minder, de vil tage med sig op gennem voksenalderen.” siger Mette Mogensen, Team Manager på DGI's Verdenshold.

    Gymnasterne og DGI's Verdenshold får muligheden for at sætte sit eget personlige fodaftryk rundt om i verden. De bliver formidlere af dansk gymnastiktradition og danske værdier som helhed. Turneen vil føre holdet til lande, hvor der kan være mangel på basale gymnastiske metoder og viden. Bl.a. er der et grundlæggende behov for at udvide ideen om breddeidræt og foreningslivet. Her kan de lokale unge have haft en opvækst med splittelse mellem forskellige kulturer og etniciteter. Inden for gymnastikken mødes alle på lige vilkår, den udstiller nogle rammer for det enkelte menneske, som ikke bunder i deres baggrund. Derfor kan gymnasterne medvirke til en sammenhængskraft i landet. Gymnasterne er danske ambassadører.

    ”Mødet med andre gennem idræt udvider vores kulturelle indsigt og styrker vores forståelse og respekt for hinanden. En flot gymnastikpræstation har stor betydning for de mennesker, vi besøger.” siger Mette Mogensen, Team manager DGI's verdenshold.

    Forstenede ansigter
    Weekendens udtagelser medførte helt som forventet store følelser. Hver gang udtagerne kom ind og læste tallene op på de gymnaster, der var gået videre, var stilheden, bortset for oplæseren, øredøvende høj. Alle gymnaster sad med forstenede ansigter uden at røre sig. I de minutter, der blev læst op, syntes alt ligegyldigt. Verden udenfor stod stille. Bagefter var både glæde og tårer. De gymnaster, der gik videre, nåede lige at lande fra en ”euroforisk salto” af glæde før næste udtagelse lå ude i horisonten. For pigerne, der ikke gik videre, var skuffelsen stor. Der blev trukket på både mental og fysisk styrke.

    Ifølge Morten Louring, udtager til DGI's Verdenshold, er skuffelse en helt normal reaktion:
    ”De gymnaster, der kommer her, er alle seriøse gymnastikudøvere. At være skuffet og ked af det, hvis man ryger ud, er naturligt. De mange følelser kommer til udtryk, fordi vi har med mennesker at gøre som brænder for det, de laver. De forbereder sig grundigt frem til udtagelsen og kæmper for en stor oplevelse.”

    ”Jeg kommer igen”
    Det er de bedste gymnaster fra Danmark, der er samlet denne weekend, hvilket har gjort det vanskeligt for udtagerne at vælge mellem dem. En af de piger, der desværre ikke gik videre, havde trods skuffelsen overskud til en kort kommentar:

    ”Jeg tror, jeg har brug for at komme hjem og fordøje det hele. Men jeg er positiv – jeg er ikke så gammel og har fremtiden foran mig. Der er ingen tvivl om, at jeg skal hjem og træne endnu hårdere for at vende tilbage endnu stærkere end i år”.

    Syretræning til drengene
    Lørdag aften bød på et nærmest umenneskeligt hårdt program, hvilket hos drengene blev sluttet af med en omgang syretræning. Den sidste energi blev vredet ud af de drenge, der i forvejen var hårdt mærket af dagens strabadser. Der vil på de mange måneders rejse være tidspunkter, hvor gymnasterne er helt udkørte, og der er det vigtigt at være i stand til lige at finde ekstra energi og overskud frem fra depoterne.

    Hip Hop – Girl Power
    Lørdag stod i hip hoppens tegn. Her blev hallens atmosfære ændret fra gymnastikkens ynde til gadens attitude. Pigerne beviste, at de ikke kun er søde piger. De kan også hive den indre ”girl power” frem på scenen. Det var tydeligt noget, der passede de, på daværende tidspunkt, 30 gymnaster, der viste alsigdighed ud over det sædvanlige.

    The final cut
    Da de 42 drenge og piger endelig var valgt sent lørdag aften, herskede en fantastisk stemning blandt de tilbageværende gymnaster, der havde klaret den igennem weekendens nåleøje. Tilbage stod cremen af danske gymnaster. Disse 42 drenge og piger har de seneste dage været til mundtlige samtaler. Mange af dem går derfor rundt med sommerfugle i maven, for samtalerne vil afgøre, om de er kommet på holdet og kan kalde sig gymnaster på DGI's Verdenshold. Det er sidste "final cut" – derefter venter hele verden.

    Af Espen Bidstrup

    Ejer: Verdensholdsudvalget

    www.vestas.dk
    DGIs Verdenshold